”Foreningens Formaal er ved et Samarbejde mellem Haandværkere, Architekter og Bygherrer at skabe en ny Byggeskik, danne faste Typer for Huse hvori kravet om praktisk Nytte og Brug, om Økonomi forenes med Hjemlighed og Skjønhed. Naar dette Maal er naaet, har Foreningen løst sin Opgave, og kan trygt overgive den i de Hænder, hvor den naturligt hører hjemme, hos Haandværkerne der skal bygge, og hos dem, der skal bo i Husene.” Således lød det første manifest for Landsforeningen Bedre Byggeskik, formuleret af Jensen-Klint og oplæst af samme på landsforeningens stiftende møde i Odense den 27. juni 1915. 
Det første praktiske skridt frem imod Bedre Byggeskiks grundlæggelse blev taget i foråret 1908, da Akademisk Architektforening oprettede Tegnehjælpen som et tilbud om arkitekthjælp til husbygning. Interessen for at skabe nye mønstereksempler for det almindelige provinsbyggeri var gryende på denne tid, og mange idealistiske arkitekter ønskede at gøre noget ved det. Under daglig ledelse af arkitekt Poul Holsøe ydede i alt 25 arkitekter i Tegnehjælpens første år (heriblandt Jensen-Klint) gratis hjælp til rettelser og rentegninger af skitser, indsendt af håndværkere og små bygherrer fra hele landet.
Disse bestræbelser havde Jensen-Klint gennem foredrag og artikler haft sin andel i at fremme, men en nok så vigtig stemme i koret var Emma Gad, der i 1904 skrev en bandbulle imod det hun karakteriserede som ”Smagens Forfald” i de nye stationsbyer, som skød hastigt frem på den tid. Disse byer spreder ”en saadan Uhygge, at man vilde fortvivle ved Tanken om at skulle henleve et Liv paa et saadant Sted”, skrev fru Gad, netop hjemvendt efter en sommerferie i Nordjylland. Stationsbyernes huse mindede hende mere om ”tysk Fabrikssmag” end ”dansk Særpræg”, og hun mente derfor at der nu var ”Grund til at stifte en stor Forening til Landboligens Skønhedsbevarelse, maaske udgaaet fra vore Architekter?” Admiralinden lod dette spørgsmål gå videre ”til de Kredse – hvis de findes –, som har Kærlighed til vort Folks Særpræg og gamle, nedarvede Skønhedsbegreb.”
I februar 1912 modtog Jensen-Klint en indbydelse fra arkitekt Robert V. Schmidt, Kolding, som havde taget Emma Gads snart otte år gamle opfordring til sig: ”Som det maaske vil være Dem bekendt”, skrev Schmidt, ”er det min Hensigt – med forventet Støtte fra forskellige Sider – at forsøge dannet en Landsforening, hvis Opgave det skal være at søge Byggeriet rundt omkring i Landet ført ind i et bedre Spor.” Derfor ville Robert Schmidt indbyde en række ”indflydelsesrige Mænd” (og én kvinde) til at deltage i et forberedende møde på Charlottenborg i København. Det lykkedes Robert Schmidt at samle en temmelig magtfuld kreds af delegerede fra alle tænkelige lag af byggeriet samt en række erhvervsfolk, lokalpolitikere og folketingsmedlemmer. Mødet afholdtes den 18. marts samme år og førte til nedsættelsen af et bredt udvalg, der skulle arbejde for at oprette ”en Landsforening for et bedre Byggesæt.”
 

Året før, i 1911, havde Jensen-Klint og hans elev og kommende svigersøn Ivar Bentsen stiftet foreningen ”Maaleren”, hvis hensigt var ”at tilvejebringe og udgive Opmaalinger af gode gamle Huse og andet godt Haandværk”, som det hed i vedtægterne. Foreningen afholdt desuden sommerkurser i opmåling for bygmestre og lærere ved håndværkerskoler og tekniske skoler. Foreningens sekretær var den unge arkitekt Harald Nielsen, mens kurserne blev ledet af Bentsen og Jensen-Klint. Kurserne var fra første færd et tilløbsstykke og formålet var at dygtiggøre bygmestre og kvalificere lærere til at undervise i det nyoprettede fag Bygningskultur ved Teknisk Selskabs skoler.
Men d’herrer Bentsen og Jensen-Klint havde tillige en anden dagsorden med kurserne, idet de også udgjorde et kulturhistorisk studie. Nu fik de mulighed for at foretage nærmere undersøgelser af en række af de mere ukendte mønstereksempler på gamle landhuse fra barokken og empiretiden, som de kendte fra deres mange cykelture. I marts 1912 indlogerede de sig hos Ivar Bentsens bror Gudmund Bentsen i Askov, hvorfra de cyklede rundt i området for at udvælge huse til årets forestående kursus. På netop denne egn opførte bygmesteren Peder Holden Hansen en række gårde og stuehuse i en periode omkring midten af 1800-tallet. Bentsen og Jensen-Klint var blevet ledt på sporet af disse klassicistiske bondehuse af billedhuggeren Niels Hansen-Jacobsen, hvis fædrene gård i Vejen var bygget af Peder Holden Hansen.

Klik her for at se og læse om Peder Holden Hansen og hans huse

I  familiens  eje  findes  dette  foto,  hvor  P. V. Jensen-Klint   er   ’fanget’   ved  Peder  Holden Hansen markante gule hus i Andst. Det ligger i dag  lige  ud  til  den   gamle  landevej  mellem Kolding og Vejen, kun  få  kilometer  fra  Vejen Kunstmuseum.

Holden Hansens gårde er præget af streng symmetri og klare, faste inddelinger. Stuehusene er karakteristiske ved en lav gavltrekant, der løfter det bløde stråtag lidt over hoveddøren. Under gavltrekanten er døren flankeret af to eller fire pilastre, der ’bærer’ en afbrudt eller en gennemgående gesims. Holdensens bygninger repræsenterer en stærk forfinelse og forenkling af de landlige bygningstraditioner udviklet gennem barok, rokoko og empire. Samtidig er de præget af en håndværks-idealisme og stoflig finhed, som må have hensat Bentsen og Jensen-Klint i mild ekstase: vandskuret murværk med markante tjærede sokler, kalkede gesimser, sirligt udskårne egetræs-kapitæler (udført af bygmesteren selv) og sprøde stråtage, der hviler blødt over de fast afstemte helheder. Naturligvis måtte Peder Holden Hansens huse være omdrejningspunkt for nogle af Maalerens sommerkurser. Således også i 1912, hvor kurset afholdes i Askov og nogle af Holden Hansens gårde bliver målt op.

I tidsskriftet  ”Maaleren” kunne man i 1917 se Holger Sørensens opmåling-er  af   stuehuset  til   Niels  Hansen Jacobsens barndomshjem. Til  trods for at den flotte  firlængede gård var fredet, blev den nedrevet  til fordel for opførelsen af plejehjemmet Rosengården.

Det siger sig selv at Jensen-Klint og Ivar Bentsen var selvskrevne medlemmer af det udvalg der i foråret 1912 fik til opgave at forberede en kommende ”Landsforening for et bedre Byggesæt”. Efter en periode med en række møder i udvalget kom der for alvor gang i sagerne, da man holdt et stort landsmøde i Odense i foråret 1915. På mødet talte arkitekt Carl Brummer om ’bygningskunstens forfald’ og forfatteren Johan Skjoldborg om genopdyrkelsen af gammel dansk kultur. Mødets tredje taler var Ivar Bentsen, som gik mindre sentimentalt til værks. ”Vor Sag er ikke blot særlig dansk, men international, ja mere endnu: den er almenmenneskelig”, erklærerede Bentsen indledningsvis, hvorefter han gik over til at tale om de hustyper, der i hans øjne burde udgøre grundlaget for Landsforeningens virke. ”Der findes to ældgamle Hustyper, hvortil de fleste ordentlige danske Huse kan regnes. Lad os se paa de to Typers særlige Værdier, paa Krydsningerne imellem dem og paa Muligheden for at bevare dem eller forny dem efter Behov.” Den ene hustype Bentsen fremhævede var ”den cellebyggede Længe”, som havde udviklet sig rum for rum gennem generationer. Denne type kan have varierende rumstørrelser og optage mange forskelligartede vinduer og døre, ”men den beholder dog altid en fast Rytme i alle sine lige store Fag”, påpegede Bentsen og fastslog: ”Det er paa Simpelheden og Klarheden i Form og Inddelinger, at Skønheden i en saadan Længe beror.” Den anden hustype Bentsen omtaler er det symmetriske hus eller anlæg, ”der er helt i Ligevægt over en Akse.” Hustypens simpleste form er det lille hus med døren i midten og lige mange vinduer til hver side. Alle vinduer bør være lige store, mens alle vandrette inddelinger skal holdes i samme højde, kun afbrudt af gavle og kviste. Og vil man have pynt ”skal man begrænse sig til et enkelt Sted, f. Eks. Døren, og saa gøre det udmærket”, fastslog Bentsen med tanke på Peder Holden Hansens huse.
Som man bemærker ved Jensen-Klints lille manifest for Landsforeningen citeret indledningsvis, er det nationale element også her forsvundet til fordel for et program, der vægter treenigheden af økonomi, funktion og æstetik. Idealismen er intakt, men den er skrevet ind i en arkitektonisk og social ramme, der gør foreningens hensigter konkrete og principielt anvendelige for enhver bygmester landet over. Ved foreningens stiftende landsmøde var Jensen-Klint den naturlige hovedtaler for de ca. 400 inviterede landhåndværkere, udstykningsforeninger og jordejere. Jensen-Klint brugte fortrinsvis taletiden til at fremføre sine gamle synspunkter, der efterhånden var blevet en indarbejdet del af bevægelsens motiver. Han satte dog også ord på hvorledes foreningens praktiske arbejde skulle foregå: ”Det, vi foreløbig tænker os, er en Konsulentvirksomhed og en Tegnestue, hvor man haaber, at Haandværkerne selv vil komme ind og planlægge deres Arbejder under Architekters Vejledning.”

Landsforeningens praktiske arbejde kredsede om Ivar Bentsens og Jensen-Klints idealer, godt hjulpet af magister Vilhelm Lorenzen, der i en årrække fungerede som formand for foreningen. Allerede i 1905 havde han proklameret, at fremtidens arkitektur tilhørte masserne og at man derfor måtte besinde sig på tilværelsens praktiske fordringer, hvis ”de Hundredtusinde” skulle vindes for arkitekturens skønhedsværdier. På Bentsens og Jensen-Klints opfordring blev den unge arkitekt Harald Nielsen valgt som daglig leder af Landsforeningens Tegnehjælp. Foruden sin sekretærfunktion i Maaleren havde Harald Nielsen igennem nogle år været ansat hos både Bentsen og Jensen-Klint, og han mestrede til perfektion det formsprog Ivar Bentsen skitserede i sit foredrag på Odense-mødet. I Landsforeningens årsskrifter, der udkom fra 1918, redegjorde Harald Nielsen år efter år grundigt for de opnåede resultater. Dette blev gjort igennem skildringer af en lang række bygninger, der har været igennem Tegnehjælpens filter for at komme ud på den anden side som mønsterduelige eksempler på god byggeskik. Det var et imponerende antal bygninger Bedre Byggeskiks Tegnehjælp fik indflydelse på landet over, indtil Harald Nielsen selv opløste foreningen kort efter anden verdenskrig. Stærkest stod foreningen i 1920rne, hvor den var med til at definere det klassicistiske købstadshus og også fik stor indflydelse på de mange nye haveboligforeninger, der skød op omkring København og andre større byer på denne tid.
Harald Nielsen foretrak at omtale Bedre Byggeskiks daglige arbejde som en ’korrektur’ på de huse, der blev sendt ind af håndværkere fra hele landet. Korrekturen var bestemt af tre faktorer, skrev han. For det første: ”En fast og kraftig Hovedform, der giver Bygningen Ro og Vægt i sit Hele.” For det andet: ”En jævn og taktfast Inddeling af dens Flader, det vil sige: Vinduers og Døres regelmæssige Anbringelse i Vægfladerne og rette Størrelse i Forhold til disse.” Og for det tredje: ”Stof og Farvevirkningers rette Iagttagelse.” Som små lærestykker i disse reglers praktiske betydning rummede årsskrifterne eksempler på indsendte arbejder stillet op over for Tegnehjælpens rettede tegninger.
Bedre Byggeskiks skønhedsidealer blev efterhånden overhalet af virkeligheden. Et blik på typehusets udvikling igennem den resterende del af forrige århundrede får dog stadig foreningens resultater til at hævde sig betydeligt over gennemsnittet.

Thomas Bo Jensen

Tilbage